Titikakasjoen og La Paz

(Tryk paa billederne, saa bliver de kaempe store!)

Puno har rykte paa seg for aa vaere en skikkelig turistby. Men ingenting slaar Cusco, saa det var egentlig litt deilig aa komme hit.
Foer vi dro ut paa Titikakasjoen dro vi paa "Museo naval", Punos sjoefartsmuseum. Det var uheldigvis drevet av den Peruianske marinen, og fokuserte mest paa soelvbestikk fra gamle krigsskip pa Titikakasjoen, og brydde seg ikke saa mye om sivbaater og saann, saa vi blei egentlig ikke klokere.

Paa oyene Taquile og Amantani er det ikke saa mange hotel. Enten drar folk paa dagsturer med et turistbyraa, eller saa overnatter de hos en lokal familie. Dette kan man avtale gjennom et turistbyraa, men de har det med aa utnytte de lokale, saa vi tok sjansen paa a dra dit uten noen avtale, og haapet at det ordnet seg. Det gjorde det! Da vi kom fram, etter 4 timer paa verdens tregeste baat, moette vi ei soet dame paa kaia, som tok oss med hjem. De bodde i et lite leirehus, og dyrka sine egne groennsaker. Mannen jobba som snekker, men han klagde paa at det var vanskelig aa faa oppdrag, saa naa skulle han til Lima og jobbe i en periode. Han hadde bodd i Lima da han var ung, men han trivdes bedre her paa Taquile: her var det stille, og maten var naturlig. Dem havde ogsaa en bunke boern men vi fandt aldrig helt ud hvem som var besoegende og hvem som var boern. Skikkelig koslig familie!
Vi blei positivt overraska av Taquile. Oya var kjempefin aa gaa tur paa, og baade menn og damer gikk rundt i tradisjonelle drakter, og var hyggelige. Vi hadde hoert at det var veldig turistete, men det stemte bare delvis: mellom 12 og 3 var det en del turister der, som gikk i store grupper og blei gjeta gjennom den samme loypa, der de lokale solgte souvernirer. Men etter kl 4, da den siste baaten var gaatt, foeltes det som om vi var de eneste hvite paa oya.

Paa Taquile var alle portene hengslet med gamle skosaaler!

Tradisjonell mannsdrakt fra Taquile.

Vi hadde tenkt aa gjoere litt oyhopping, og dra direkte til nabo-oya Amantani neste dag. Naar det ligger to oyer sa naerme hverandre maa det da gaa en baat innimellom? Nix. Her var det enveiskjoering, alle baatene gikk fra Amantani til Taquile og saa til Puno, saa til slutt endte vi med aa betale overpris til vertsfamilien var (160 kr!) for at de skulle kjoere oss over i en liten fiskebaat. Men det var en fin tur, og vi blei skikkelig solbrendte begge to.

Far og soenn.

Vertinnen vaar paa Taquile, Ines. Hun har paa seg en tradisjonell
kvinnedrakt fra Taquile: To ullskjoert med farga kant nederst
( ligner paa en kort versjon av troenderbunaden), vevd baand
i livet, og stort svart ullsjal. Utrolig at de overlever i varmen!

Paa Amantani leverte de oss rett over til noen slektninger, som det viste seg at vi skulle bo hos. De var et ganske ungt par, med verdens soeteste unge! Mannen kunne faktisk en del engelsk, men han var nok bedre til aa snakke selv enn til aa forstaa hva vi sa, for han hadde det med aa svare "Yes" hver gang vi spurte om noe.

Vi lurte en del paa hvorfor de hadde gjerda inn potetaakrene saa
grundig over alt (hoyre).Men det er selvsagt den gamle havna!
Vannstanden synker visst.

Tilbake i Puno var det paa tide med en dagstur til de flytende Uros-oyene. Det fins noen som ikke er saa turistete, men dit hadde vi ikke samvittighet til a dra (hvis de ikke tar imot turist-grupper er det vel et valg man boer respektere), saa vi tok den vanlige turist-turen. Det var helt sykt.
Vi blei satt i land paa ei flytende oy, fikk et lite foredrag, og fikk bli med ei gammel dame inn i huset hennes. Det hang klaer paa veggen, og tepper paa senga, men hullene i straataket var saa store at hun nesten ikke kan ha bodd der (med mindre hun la over en presenning naar turistene hadde dratt). Det er da tross alt regntid. Saa var det meningen at vi skulle kjoepe suvernirer, foer vi blei losa inn i en parodi paa en sivbaat, og fikk betale ganske mye for at de rodde oss over til en annen oy, mens damene vinket og danset og sang "Vamos a la playa" av Vengaboys. Paa neste oy var det flere souvernirer, overprisa restauranter, og ikke saa mye annet.

Det er jo noe merkelig med aa bo paa ei lita,
flytende oy og leve av aa selge souvernirer.

Lenger unna saa vi noen hus laga av blikkplater, som helt aerlig virka som de mer "ekte" uros-oyene naa for tiden, men dit kom vi oss desverre aldri.
Alt i alt var selve oyene ganske imponerende og interessante, men presentasjonen foeltes som et veldig falskt skuespill, der de proevde aa late som om de levde mer tradisjonelt enn de gjorde. Det er jo irriterende, for de bor jo fortsatt paa flytende oyer og lever et veldig spesielt liv, som det hadde vaert spennende aa hoere sannheten om! 

Foer vi gjoer oss helt ferdige med Peru er det paa sin plass med en beskrivelse av veinettet, som vi har stiftet et tett bekjentskap med. Peru er et ganske kuppert land, med mange hoydemeter paa liten plass. Bilene og bussene har derimot store problemer med aa komme opp selv slake bakker, og har veien over 10° helling, kommer de rett og slett ikke opp. Dette har det Peruianske vegvesenet tatt hensyn til, saa selv naar veien klatrer opp et 2000 m hoyt, nesten loddrett fjell, har aldri veien med enn 10° helling. Derimot har de lagt inn 180° svinger hver 50. meter, selv om det ikke er plass til det. Det blir noen timer i buss det, hvis du vil komme noen veg. 

Bolivia
Etter aa ha rusla over grensa til Bolivia, uten aa ha blitt sjekka i det hele tatt (vi kunne jo smugla saa mye dop, og ingen hadde merka det. Men det er kanskje ikke saa lukrativt aa smugle dop INN i Bolivia?) tok vi turen til Copacabana, ved den Bolivianske delen av Titicacasjoen. Det var en ganske merkelig turistby, full av wannabe-hippies, med dreads og saanne bukser med lavt skritt som du kan foede jesus/muhammed/buddha i. Noen vil kanskje tro at Malte foelte seg hjemme, men han liker ikke folk med dreads.

Copacabana er kanskje mest kjent for bilvelsignelser. Folk kommer hit fra hele landet med bilene sine, kjoeper masse stygg bilpynt fra bilpynt-bodene, og betaler for at en munk skjvetter vievann paa bilene deres fra ei plastboette. Og saa kan de vaere saa fulle de vil bak rattet resten av aaret.

Bilvelsignelse i Copacabana.

Malte la seg til aa bli syk med hoy feber (uvisst hvor hoy, for det ene termometeret vi kjoepte var helt defekt, og det andre viste bare 38,3 grader), og laa til sengs i flere dager. Till slutt klarte han aa overbevise Tora om at han var frisk, og vi satte kursen mot Isla del Sol. Det at han var frisk var selvfoelgelig bare tull, og i foerste oppoverbakke fra baaten fikk begynte han aa skjelve saa mye at det var et helt prosjekt aa faa bade han og sekken hans til et hostel. Saa var det senga noen dager til.

Det hyggeligste som skjedde i Copacabana var da
stroemmen gikk, og de tente stearinlys i alle butikkene!

Det eneste fine med hostellet paa Isla del Sol var
utsikten. Men den var til gjengjeld ganske fin!

Da Malte nok en gang hadde paasto at han var frisk, tok vi baaten til nordsiden av oya. Her var det masse argentinere som bodde i telt paa ei strand, og drakk oel og koste seg. Ganske hyggelig! Siden alle argentinerne maatte ha mate (en merkelig te de er avhengige av) til alle doegnets tider, var det big buissness aa selge varmt vann paa stranda, og det var alltid noen unger som gikk rundt og solgte det. Det er generelt utrolig mange argentinere i Bolivia. Du kjenner dem igjen paa termosen.

Utsikt fra teltet

Malte kokkelerer linsesuppe

Tilbake i Copacabana leide vi en liten seilbaat, som vi overraskende nok fikk seile selv nesten uten instruksjon. Veldig goey! Den hadde ikke noe ballast, et kjempestort ror, bananformet skrog, og et kjempestort seil som ikke sto spesielt godt. Den var litt vanskelig aa faa rundt i vendingene, for siden den ikke hadde noe ballast blei den skikkelig lo-gjerrig hvis en av oss gikk fram i baaten (og det var strengt tatt noedvendig i vendingene). Vi er fortsatt ikke helt overbevist over baatens brillianthet, men det er ogsaa en god sannsynlighet for at vi gjorde noe feil.
Under er et par filmklipp fra vaare hederlige seileforsoek.(det ka vaere de ikke virker, men saa skal vi ligge nogle billeder ud senere)

Hjemmesnekra aare!

Vi saa mange triste forsoek paa sivbaater, men dette var det verste.
De har rett og slett bare limt sivet utenpaa treskroget. Vi hadde ogsaa
haapet aa faa see en sivbaat under seil, men den eneste vi saa med seil oppe
gikk for motor rett mot vinden, og det er bare ikke saerlig imponerende.

En av disse ferjene maatte vi ta mellom Copacabana og La Paz.
Dvs, bussen vaar tok den, men de regnet det for saa utrygt at
alle passasjerene ble sendt i en annen baat.

I La Paz moette vi Simen, Toras venn fra Lofoten Folkehoegskole, og hans kompis Lars. (Troender, hurra!) Aa komme inn i leiligheten deres var som aa komme i hus for foerste gang etter en skikkelig lang seiltur. Det var noe uvirkelig ved kombinasjonen myk sofa, hyggelig og smakfull innredning, varm dusj, ekte kjoekken, rein do, og ei skohylle som saa ut som den kom fra IKEA. Det var jo akkurat som et hyggelig, skandinavisk hjem!

La Paz!

Simen og Lars jobber frivillig paa et barnehjem her, og vi blei med dem paa jobb i 3 dager og lekte med ungene. De var de mest kontaktsoekende ungene vi noen gang har moett, og etter 10 minutter ville de holde oss i handa og sitte paa fanget hele tida, og konstant ha oppmerksomhet. Veldig koslig, men ganske slitsomt i lengda ogsaa. Det virket som om de hadde det ganske bra, omstendighetene tatt i betraktning (de fleste har tidligere bodd paa gata). Men skolegangen deres er ganske daarlig, og maten bestaar stort sett av hvitt broed, sukker, ris og pasta. Men saann er jo Bolivia.

Det gaar visst ikke an aa rotere bilder i blogger.

Bolivia er ikke saa veldig forskjellig fra Peru egentlig, bare litt fattigere. Den stoerste forskjellen vi har merka er at selgerne er mye mindre paagaende her. I Peru maatte man nesten sloss for aa slippe aa kjoepe noe, mens her i Bolivia leiter vi ofte etter selgeren ei god stund, foer vi gir opp og innser at han bare har gaatt fra boden sin og sikkert ikke kommer tilbake paa ei stund. Siesta vettu.

Kostholder her ligner mye paa det i Peru: Hvitt broed med syltetoy til frokost, potet med hvit pasta og hvit ris til lunsj og middag, og hvitt broed til kvelds. Og utrolig mye godteri og brus. Det er 2 millioner Peruianere som har diabetes, og de resterende 27 millionene kommer til aa faa det snart.
I Peru var vi ganske gjerrige og spiste ofte veldig billig. Det er vanlig aa spise ute her, saa du faar ofte lunsj for 7 kr, bestaaende av suppe med ris eller pasta fra i gaar, og hovedrett med ris, potet og kylling, og et glass utrolig soet saft. Det blir man feilernaert av ganske fort. Her i Bolivia har vi heldigvis vaert under god innflytelse fra Simen, og har spist "dyrt" og godt. Og det er jo ikke dyrt det heller.

Vi tilbragte en lang, kald dag paa El Alto sammen med Simen, Lars og naboen deres Vilde for aa se den beromte "Cholita-wrestling". La Paz er klemt sammen i en dal, men det har etterhvert danna seg en by paa plataaet over dalen og, og det er El Alto. Her var det ca 15 grader kaldere i La Paz, og vi froys som noen griser alle sammen. Vi trodde det begynte 2, saa vi kom 12. Foerst viste det seg at det ikke begynte foer 4, saa viste det seg at det ikke begynte foer 5, og til slutt begynte det endelig, kvart over 6. Det viste seg aa vaere kjipere og daarligere enn noen kunne forestilt seg. Vi hadde forventa Cholitas (smaa indianerdamer i lange skjoert og alt for smaa bowlerhatter) som virkelig kunne wrestle, men stort sett var det bare patetiske store menn i merkelige karnevalskostymer, som proevde aa lekesloss, men som ikke fikk det til. Graden av elendighet kan virkelig ikke beskrives med ord. Men de lokale likte det visst.

Sure miner i koen.

Siden Simen og Lars har orntlig kjoekken med steikovn, benytta vi sjansen til aa bake baade grovbroed og knekkebroed, og til aa forsyne oss godt av lageret deres av norsk mat. Nam!

Og i gryta i bakgrunnen er det Toro tomatsuppe!

De har en merkelig festival her naa om dagen, som gaar ut paa at
man skal kjoepe smaa modeller av ting du oensker deg i det neste aaret,
og saa faa det velsignet, og det betyr lykke. Oensker du deg et eget hus
skal du kjoepe et miniatyrhus, og vil du reise boer du kjoepe miniatyrpass
og billett. Det eneste som selges i ekte stoerrelse er de falske dollarene!

Tora kjoepte noen billige Q-tips paa gata, i god tro om at en Q-tip
er en Q-tip. Men nei, her hadde de spart saa mye paa limet at bomullen
datt av pinnen inni oeret, og blei der eigod stund...  Etter to dager
klarte heldigvis en stolt doktor Malte aa pirke den ut med en pinsett.

Vi bestemte os for at der maatte ske lidt action ogsaa. Desuden savnede vi sne og hoejfjeldet ganske meget, saa vi kom frem til at vi maatte bestige et bjerg. Det ka man jo lissaa godt naar en af verdens flotteste bjergkaeder ligger lige rundt om.
Saadan noget skal man helst goere med et firma som kan leje en udstyr og guider som kan forklare hvor man ikke skal traede og saadan noget. Vi var begge lidt skeptiske til det med guider, men det viste sig at vaere en god ide.
Om fredagen tog vi afsted i en gruppe paa otte turister og to guider (to mere var paa hytten) afsted fra La Paz, op mod Huayna Potosi, et fint bjerg paa 6088moh. La Paz ligger vist 3400moh (give or take). Vi hentede det udstyr vi havde lejet paa vejen og det viste sig at vaere daarligere end forventet. De saakaldte regntaette bukser var maaske regntaette da de blev koebt i 1990, og soveposerne som skulle vaere til -10C holdt maaske til 5, men men. Det jo godt at have daarligt udstyr, da kan man altid skyde skylden paa det hvis man ikke klare det.

Vi blev koert op til en flot hytte paa 4750moh hvor vi blev indkvarteret og spiste en flot frokost (lunsj), herefter skulle vi op paa en gletsjer og oeve forskellige teknikker til at gaa paa is, klatre med isoekser, rapelle og alt muligt. Det gik fint, men vi maerkede nok at luften var tyndere og udstyret var tungt.
Herefter tog vi hjem, spiste og gik i seng.

Den nederste hytte ligger vaeldig flot!

Vi matte klatre lidt rundt paa en gletsjer.

Naeste dag skulle vi gaa op til en oevre hytte som ligger 5300moh, det var en ok fin tur. Vi gik sygt langsomt for ikke at faa hoejdesyge og fordi vi havde god tid. Der er desvaerre regntid, saa vi fik ikke set saa meget udsigt men det var nu flot alligevel.

Der var desvaerre taage hele vejen

saa vi fik ikke set saa meget udsigt

i

Hytten vi kom til var enormt lille og taget var godt muggent og utaet. Vi fik en seng hver og fik lavet aftensmad. Lige inden vi skulle spise kom solen frem og vi kunne se toppen vi skulle op paa, og landskabet omkring. Det var fantastisk flot!

Huyuna Potosi i bakgrunnen.

Nudler og poelse. Lige hvad man har brug for!

Vi gik i seng ved 18-19 tiden fordi vi skulle gaa kl 01:00. Bjergsiderne er ganske stejle, saa der er stor fare for laviner (snoe-skred). Denne risiko oeges hvis sneen er tung, og det er den naar der er sol. Vi skulle derfor helst vaerre paa toppen naar solen stod op kl 06:00. Vi sov begge to rigtig daarligt (Malte sov slet ikke), saa vi var ganske tratte allerede da vi startede.
Pga sneskreds faren gik vi bundet sammen to med en guide. Vores guide var ung og meget ivrig og gik en del hurtigere end vores KOL lunger kunne klare, saa Tora som gik bag ham maatte hive i det torv som var  bundet fast i ham naar han gik for hurtigt. Det var ret fint at kigge bagud og se raekken med hovedlygter komme gaaende mod en.
Det sneede hel vejen op og var ganske koldt. Det var desuden meget haardere end nogen af os havde regnet med. Et tysk par gav efter ca. en times gang og et spansk par efter 2,5 time. Saa var der kun os igen og en canadier og en franskmand i en gruppe.
Vi laerte begge to at vi havde meget mere viljestyrke end vi havde regnet med, men da vi kom til 6000moh og indsaa at vi ogsaa maatte have energi hele vejen ned til den foerste hytte gav vi op. Der var desuden kun 60m laengere op, sigten var daarlig (ingen udsigt altsaa) og vi var begge paa randen til ikke at kunne mere. De to andre klarede det dog op. (Det skal siges at det sidste stykke var et af de haardeste).

Vores guide og Tora i baggrunden, hiver sig op en bakke

HURRA! 6000moh og vi maa vende om. Det ingen skam aa snu

Paa vejen ned snublede vi mere end gik, og da vi kom til den oeverste hytte havde vi haabet paa et hvil paa en halv time eller noget. Men nej nej. Guiderne sagde vi havde ti minutter til at pakke vores taske og komme afsted.Vi skulle naa frokosten kl 11 paa den nederste hytte. Saa vi spiste en snickers, samlede de sidste krafter og gik. Det havde sneet ganske meget, saa nedturen kraevede en god del koncentration fordi stenene (som i forvejen laa ganske loest) var meget glatte.
Men ned kom vi og var ved hytten kl 10:30, nu havde vi gaaet i 10 1/2 time og var sygt traette.

Vi havde haabet at kunne slappe ordentligt af og sove godt igennem da vi kom tilbage paa hostellet, men Tora valgte at faa akut sproejte diare og blev ganske slap, saa meget ro og soevn blev der ikke. Men men.

Nu gaar turen videre til Uyuni (naar Tora er rask), hvor vi skal se paa salt. Spaendende.

Og stadig: det koster en kommentar at laese det her altsaa!