Fra Chachapoyas til Lima

Nu er vi kommet til Lima, har sat teltet op paa et hustag og gaaet i gang med det soede (og dyre) by-liv. Det er en ret saa voldsom kontrast, at komme fra det fattige nord, hvor folk ploejer med okser og en plov af trae, og her til storbyen hvor alt gar hurtigt, og (nogle) folk ser ud som om de har penge nok...


Det saadan en plov de bruger her.

Turen var ikke helt uden eventyr, saa det er bare at starte fra begyndelsen:
Vi tog fra Chachapoyas en sen morgen, med bestemmelsessted; Kuelap. Det er en stor faestning som blev bygget paa toppen af et bjerg (3000 moh) mellem ca 600-1400 (frit efter hukommelsen). Her boede Waru Waru folkene indtil Inkaerne kom og smed dem ned i mudderet. Der er ikke saa meget vand i 3000 meters hoejde, saa naar det ikke havde regnet en stund, maatte folk gaa de 1200 hoejdemeter ned til floden for at hente vand i store krukker... Puha!
Vi tog en minibus fra Chacha som koerte et langt stykke paa en grusvej til Tingo, herfra troede vi at vi skulle tage en bus videre til Maria, men det viste sig ikke at stemme helt. Vi maatte gaa et stykke op af en bjergside til byen Nueve Tingo. Herfra fandt vi saa en bus (efter mange forskellige oplysninger fra de lokale) til Choctamal hvorfra vi indsaa at vi maatte gaa de sidste 20 kilometer. Eller det stod der i hvert fald paa et skilt, men det var de laengste tyve kilometer vi har proevet.
Vi kom os efter noget slid til Maria, en hyggelig lille by ikke saa langt fra Kuelap. Her satte vi op teltet paa en graesplaene, til stor glaede for byens boern der vist ikke havde set saa mange af vores slags, og som var meget imponeret over teltet (det er ogsaa flot!).



En soet gammel dame som vi spurte om veien.
Det er litt anspent stemning paa bildet, for den gamle damen har
nettop mobbet Maltes haandskrift paa det groveste.




Tis paa vej til Maria, som ses i baggrunden. Det ser naert ud
men man bliver snydt og skal gaa 1000km omvej




Tis paa vej til Maria #2



Naeste morgen efter en daarlig nats soevn (byens hunde sloges udenfor teltet hele natten), fortsatte vi videre op ad. Vi havde dog ikke gaaet laenge, foer et tysk par spurgte om vi ville koere med dem i deres autocamper. Det kunne vi ikke sige nej til. Paa den maade kom vi os endelig til Kuelap! Bygningen var fantastisk imponerende, med vaegge op til 19m, og daekkende et areal paa ca 6000m2. Der er forholdsvis faa besoegende og derfor ogsaa faa penge, hvilket betyder at den stadig er daekket af "jungle". Det er ganske synd, da det oedelaegger bygningen men det gav lidt en foelelse af, at man var de foerste til at opdage ruinen.



Indgangen til Kuelap. Hele byen har et
sofistikeret kloaksystem, med et broend i
hver husstand. Al spildvand kommer ud her.



Paa toppen af Kuelap



Der var sat lamaer ud,
til at holde vegetationen nede paa ruinerne



Vi havde laest i vores guidebog, at det skulle vaere muligt at campere under ruinen. Vi spurgte billetkontrolloeren om han vidste om et sted, og straks henviste han os til sin baghave. Saa der satte vi telt op, et stenkast under ruinen og med udsigt ud over Andesbjergene. Helt fint!



Udsigt fra teltet ved Kuelap. Reklamen paa husvaeggen
er en politisk valgplakat, som mange husstande har prydet
deres facade med.



Naeste morgen gik vi den lange tur ned til Tingo af bagvejen. Der er en 10km sti mellem Kuelap og Tingo, med en hoejdeforskel paa 1300m. Det er ret stejlt og vi havde da ogsaa ondt i knae og ben da vi kom ned til Tingo. Tora var saa lemlaestet i foedderne at hun gik som en voldtaget hvalros i en uge.
Herfra skulle vi gerne til Leymebamba. Igen fik vi dybt modstridende oplysninger om hvornaar der skulle gaa en bus (og om der overhovedet gik en), saa vi endte med at tage en der gik halvvejs. Herfra skulle der ogsaa maaske gaa en bus om maaske 2 timer, saa vi drak en kop kaffe og spurgte os rundt. Det endte saa med at vi delte en taxa med tre andre og kom os til Leymebamba.

Leymebamba er kendt for sine soede folk, kolibrier og en masse mumier som blev fundet ikke saa langt derfra. Byen er hyggelig og ganske gammeldags. Det er ligesaa normalt at ride paa hest, eller drive okser gennem centrum, som det er at koere i bil. Folk var venlige og vi fik smagt cuy her for foerste gang. Cuy (eller marsvin, gnaveren for de forvirrede danskere) har vaeret spist i Peru i mange tusinde aar. Vi fik den serveret helstegt, med taender hoved kloer og hale, sammen med en laekker peanutsovs og kartofler. Det var smadder godt og lidt aekelt samtidig.



En soed lille dreng i Leymebamba, vaeldig interesseret i geografi



Det er jo en kolibri!


Efter et par naetter i Leymebamba fortsatte vi mod Cajamarca, med en nat i Celendin (en by som ikke er vaerd at bruge tid paa).
Cajamarca var lidt maerkelig at komme til. Vi havde set i fjernsynet i Chachapoyas, at befolkningen havde spaerret alle vejene ind til byen, i protest mod opfoerelsen af en guldmine ikke saa langt fra byen. Folk er (med god grund) bange for, at omegnens mange floder skal blive forurenet med tungmetaller som bliver brugt til at vaske guldet ud af bjerget.
Lidt baggrund:
http://www.autonominfoservice.net/2011/12/08/opr%C3%B8r-og-undtagelsestilstand-i-peru/
http://modkraft.dk/nyheder/article/militante-maoister-i-peru-vi-har

Regeringen svarede igen med at erklaere undtagelsestilstand (det indebaere bl.a. at borgerrettigheder bliver ophaevet, forsamlinger og politisk aktivitet forbydes), og importere en masse politi og militaer. Der var derfor en ganske anspaendt stemning i byen, men folk forholdt sig passivt.
De voldsomt mange politifolk vidste derimod ikke helt hvad de skulle bruge al deres tid paa, saa de saas ofte i butikker, paa museer og restauranter i fuldt udstyr med AK47 over skulderen og en indkoebspose i haanden. Derudover var der sat en politikvinde i hvert lyskryds til at fortaelle folk hvornaar der var roedt og groent.
Politiet var ikke saa vellidt blandt folk, men de havde vist en ide om at vi synes de gjorde noget fornuftigt. De var i hvert fald opsoegende og venlige, og i et tilfaelde kulminerede lang tids small talk med at en officer koebte kage til os, og proevede at gi os sit telefonnummer.

Paa trods af alt dette var byen faktisk meget hyggelig. Folk gik med fine straahatte og kvinderne i deres traditionelle folkedragt, ofte med en baby eller en boette maelk, paa ryggen.

Nu er vi saa i Lima, hvor vi har fundet et hyggelig hostel hvor man kan campere paa taget til faa penge.
Lima er ganske stort og slitsomt, og dagen forsvinner fort hvis du proever aa ta kollektivtrafikk fra en ende av byen til en annen. Det er ganske dyrt her, men til gjengjeld kan man faa kjoept baade orntlig kaffe og middag med groennsaker, og man kan til og med betale med kort. Saa langt har vi utforsket tre bydeler:
Sentrum, som har gamle hus, trafikkorker og et marked uten fluer.
Miraflores, som har McDonalds, Burger King, Pizza Hut, Starbucks, KFC, rike peruianere og utrolig mange turister. Men ogsaa soete gamle folk som danset i en park.
Og Barranco, her vi bor, og som vi egentlig liker best. Her er det en blanding av rik forstad og hippie-rede, og veldig avslappet stemning.
Malte har faatt diare, og er ynkelig.


Lima er lagt saadan, at der hver eftermiddag kommer en massiv
taage ind over den nordlige bydel.


 

Her har vi slaaet vores telt op i Lima.



Adventsstemning i teltet!
(Takk til mamma Liv og til Inger Marie, som begge
innser at Tora aldri blir for stor til julekalender)



I Lima har politidamerne der fortaeller folk om lyset er groent
eller roedt, faaet et lille taarn sponsoreret af den lokale cola.



Neste stopp blir Ayacucho (for hoyde-akklimatisering), og saa Cusco!
(og husk aa skrive kommentar da, vi maa jo faa en liten beloenning for aa ha skrevet et nytt innlegg)
Koz&klem&kram!

 

Om å gå seg bort i Andesfjellene

Teltet kom til slutt, så nå har vi dratt videre til Chachapoyas, en hyggelig liten by nord i andesfjellene. Nattbussen hit hadde gode seter og ikke-suisidal sjofoer, så eneste skår i gleden var de dårlige, voldelige spanske filmene de spilte konstant, med utrolig hoyt volum. 


Her i Chachapoyas hadde vi tenkt aa gaa noen fotturer, men foerst måtte vi finne et kart. Lonely Planet påsto at det var "exellent maps available", alle de lokale påsto at det ikke eksisterte kart over området i det hele tatt. Det fins masse giudede turer med alt utstyr inkludert, men det er jo irriterende når vi har med alt utstyr selv. 


Vi bestemte oss for å starte med en liten test-tur til en liten landsby som heter Levanto, for å teste om telt og kokeutstyr fungerte, i trygge omgivelser. Det skulle bare vaere 4-5 timers gange, langs en gammel inka-stil, som skulle vaee lett å foelge. Vi hadde ikke noe kart, men det hadde jo heller ikke de andre som gikk der. 

Maaske ser det dumt ud, at gaa med regntraek paa saekken
i saa fint vejr, men byere er pludselige og unaadige. Laeg lige
maerke til den flotte sti som de inkaer har lavet!
De byggede vist 40.000km af saadan sti...

Utsikten var hvertfall fin!

Mens vi spiser frokost (lunsj), kommer der to folk med en ko forbi

Inka-stien var kjempefin, selv etter mange års bruk, og snodde seg fint oppover fjellet. Vi fulgte den, glade og tilfredse, helt til den plutselig delte seg. Det hadde ingen advart oss om. Vi fulgte Toras fjell-instinkt og valgte stien til venstre, og regna egentlig med at de skulle moetes lenger framme. Vi begynte å få bange anelser da stien gikk litt nedover, med siden vi ikke visste hvor vi skulle, visste vi jo ikke om det var feil. Til slutt sto vi nede i en frodig dal, med kyr som beitet, men ingen mennesker å spoerre om veien. Vi kunne jo alltids snu, men nå hadde vi gått ganske langt, og det ville bli langt å gå tilbake. Etter litt leiting fant vi en ny sti som gikk oppover, og fulgte den, med en blanning av optimisme og synkende mot.

Sjitt. Vi har gått oss bort i Andesfjellene. Hva gjoer vi nå?
(Tora spiller toeff, men er egentlig litt nervoes).

Og Hurra! På toppen fant vi igjen inka-stien! Kun 1,5 timers omveg.  Vi feiret med sjokolade, og alt var fryd og gammen, helt til stien delte seg en gang til litt lengre borte. Denne gangen så vi en liten landsby nede i dalen til hoyre, og siden vi ikke kunne vite om det var Levanto eller ikke, blei vi jo pent noedt til å gå ned og spoerre. 
Det var ikke Levanto desverre, og så bar det oppover igjen, langs en svingete grusveg, mens gnagsårene ble stoerre og stoerre. 

Etter 8,5 timers gange, ca dobbelt så mye som forventet, kom vi endelig til Levanto. Her fikk vi slå opp telt på fotballbanen, og kjoept oss middag og oel! 

Levanto var en veldig hyggelig by! Masse soete mennesker og soete små hus. 

Som test-tur var turen egentlig veldig vellykket: vi fant ut noyaktig hvor vanskelig det er å gå på tur i ukjent terreng uten kart og uten merka sti. Mulig vi slo inn noen åpne doerer der. Nå tenker vi mer og mer på Patagonia, hvor det skal finnes både kart og merka loyper, og hvor det ikke regner hele tiden... 

Det er utrolig mange fantastisk soete gamle damer her, helt ubeskrivelig soete faktisk. De er små og rynkete, og går med caps eller hatt, og skjoert utenpå buksa, og masse ting på ryggen. De er bare kjempekule.


Nå går turen til Kuelap, en gammel festning oppe i fjellene. Det skal visst vaere merka loype dit.

Hverdagen i Huanchaco

Der har vi startet paa tredje og (maaske) sidste uge her i Huanchaco. Vi har valgt aa vaere her saa lenge for aa ha spansk-undervisning, foer vi drar inn i landet til enda mindre engelsktalende stroek. Vi venter ogsaa paa et telt, som gerne skulle komme i denne uge i posten. Her kommer et langt foredrag om hverdagen vaar her:
(hvis dere trykker paa bildene faar dere se dem paa fullskjerm)



"Malte gjoer lekser"



I den sidste tid har vi vaeret sygt kulturelle og besoegt flere forskellige ruiner. Ikke saa langt herfra ligger Chan-Chan som var chimu folkets hovedby (det er dem foer incaerne). Det er et kaempe omraade paa 14km2, med flere store templer og rester af en del huse. De byggede en ny hovdebygning pr leder, de gamle hovedbygninger blev da til templer. desvaerre er byen meget forfalden, da den er bygget i ler.



Murene i Chan chan er ganske specielle. De hoejeste
var 10m og de er designet til,at kunne modstaa jordskaelv,
derfor den trekantede form. Der er ogsaa mellemrum

i murvaerket saa stenene kan bevage sig.



Templerne i Chanchan er rigt udsmykket. Her med flyvende

pelikaner, og diamantmoenster som symbolisere fiskenet.



I et gammelt vand resovar i Chanchan, bliver der nu dyrket

totora-siv til konstruktion af fiskebaade



Saa har vi vaeret i Huaca de la Luna som var et tempel for moche folket (det er dem foer chimuerne). De havde en lidt anden maade at gribe tingene an paa. De byggede nemlig et nyt tempel oven paa det gamle tempel. Dvs. at de fyldte alle gange og rum med lersten og saa byggede de et nyt stoerre tempel udenpaa. Derved har ornematikken og des lige blevet bevaret ganske godt. Det er dog svaert at faa frem, da man bliver noed til at oedelaegge et tempel for at se det andet.





Formuren paa Huaca de la Luna. Den er meget stoerre end den ser ud.

Oppe til venstre kan man skimte den gamle forvaeg til tempel nr 4.



I Huaca de la Luna er udsmykningen bedre bevaret,
fordi der har vaeret bygget ovenpaa. Her er bjergguden.



Her i Hunachaco faar vi tiden til at gaa med lidt forskelligt. Vi har spansk-timer mandag-fredag, med em hyggelig fyr som heter David. Det har ikke blitt saa mye surfing enda, for vi har blitt sabotert av solbrenthet, diare (Tora), og lite boelger. Vi har ogsaa vaert paa en intens jakt etter fiberrik mat, fom endte med suksess paa loerdag, da vi fikk tak i noe som lignet havregryn! Juhu!



Malte skjermer sitt forbrente ansikt fra solen.



Folk er sykt hyggelige her, og fremmede slaar gjerne av en prat, paa spansk selvsagt. Vi forstaar ikke alltid saa mye, med det er ikke saa farlig, da snakker de bare litt hoyere og gjentar alt en gang til, minst like fort. Vi gleder oss veldig til aa kunne mer spansk! 



Lidt leangere oppe er byen meget fattigere, og der staar en del
halvfaerdige huse (saadan er det for saa vidt ogsaa nede ved stranden).

Hvert andet hus har paabegyndte andenetager som aldrig er blevet faerdige.



 De lokale fiskerne bruker fortsatt tradisjonelle lokale baater av totora-siv. De har ikke seil, men saa padler de heller ikke saa langt ut for aa fiske, maks noen hundre meter. De har utrolig god kontroll over baatene sine, og padler ut gjennom surfeboelgene uten problem.

  

En fisker paa vej ud i sin Caballero de totora.

 

Baatene er ganske lette!







Rummet bagi er til fiskegrej og fangst. Fiskeren sidder overskrevs foran.
 Baadene stilles opp til toerk etter bruk for at sivet skal vare lenger.





Kollektivtrafikken her er ganske interessant. Det er utrolig mange busser og taxier her, sikkert flere busser enn privatbiler. Baade taxiene og bussene er veldig paagaaende naar det gjelder aa praie passasjerer. Saerlig de smaa minibussene, combiene, har alltid en person hengende ut av vinduet rom roper av full hals hvor de kjoerer hen (Huanchaccoo Huanchaccoo Huanchaaccooooooooo!), og proever med alle midler aa overtale folk til aa bli med.

Trujillo er fuld af taxier, som dytter hele tiden af alt og intet.

Maten er helt ok, og veldig billig. Man kan faa en to-retters meny til 10 kr, hvis man bestiller dagens rett. De har ofte to eller tre retter, som de ramser opp fort paa spansk. Vi har hatt en uheldig tendens til aa alltid bestille kylling, fordi pollo er det eneste ordet vi klarer aa oppfatte, saa naa er vi ganske lei av stekt kylling og ris. Som regel lager vi mat selv paa hostellet, av ting vi kjoeper paa markedet i Huanchaco. Da gaar det mest i groennsaker, egg og brun ris. Tora syns nemlig det er litt guffent aa kjoepe kjoett og fisk paa markedet, for det er saa skittent og saa mye fluer der. (Pinglete, jeg vet det. Men jeg har allerede hatt diare en gang.)

Det lokale brennevinet er pisco, og det smaker grusomt. Det minner om veldig daarlig tequila.

Vores faste frugt og groensags-pusher paa markedet. Hun er
flink til at fortaelle om nye groensager.



En ikke helt saa foto-villig fiskedame paa markedet...



Ellers har vi det fint, og nyder det stille liv. Men vi begynder alligevel gerne at ville videre snart. Forhaabentligt bliver det paa loerdag hvis det telt kommer. Der gaar turen mod Chachapoyas og vilde oplevelser i hoejlandet!

Det kan nevnes til slutt at vi har brukt timesvis paa inernettkafe, til en samlet sum paa minst 6 kr, for aa laste opp bildene til denne bloggposten. Saa naa gleder oss til sykt mange hyggelige kommentarer fra dere hjemme! 

Forste dag i Huanchaco

Etter 37 timer med fly og venting kom vi endelig, hele og lykkelige, fram til Huanchaco. Vi bor pá et koslig, lite hostel som heter Surf Hostal Lily. Malte hadde sin forste surfetime i dag, og i morgen begynner vi pá spansk-undervisning. Huanchaco er en hyggelig liten by, med en god del turister, mest surfere. Folk er veldig vennlige, og Malte har blitt tilbudt hasj tre ganger allerede, bare i dag. Til Hallvad kan jeg opplyse at hostellet vaart har ei skate-rampe stopt ned i bakgaarden. Misunnelig?

Brygga i Huanchaco. Her staar mange og fisker

Maltes foerste surftime.

De straabaade som kan ses ude til venstre, er de traditionell fiskebaade her.Man sidder overskrevs paa dem, og padler med en bambus-agtig pind, som er flaekket.

Vi planlegger aa bli her en stund for aa laere spansk, ca 3 uker. Saa ut november har vi denne adressen:
Surf Hostal Lily
La Ribera 720
Huanchaco, Trujillo
Peru

Vi har det fint!

Spaending i Madrid

Saa er vi endelig kommet afsted. Foreloebigt har vi godt nok ikke helt haft lykken med os. Metroen broed ned paa vej til lufthavnen, men vi klarede os til Madrid alligevel. Godt nok uden mad paa flyet selv om det var lovet (Tora var meget oproert).
Saa her i madrid fandt vi ved et lykke-tilfaelde ud af at vores baggage var checket fejl ind, saa den ikke kunne komme med hele vejen til trujillo. Men det fik vi nu ogsaa ordnet.
Men men, alt er flot, taget i lufthavnen er paent, og vi er fortsat glade i hverandre. Og nu er der bare 27 timers rejse igen!
HUUUURRAAAA for Soer-Amerika!


Det nok saa beroemte tag i Madrid var der massere af tid til at studere

Vi fandt et hus

Tog billeder af os selv

Spillede lidt spil i Lima


Og sov lidt