Sidst men ikke mindst

For å få litt hverdag igjen, etter mange maaneder med konstant reising, jobba vi frivillig på en økologisk gård i to uker. Eller, vi trodde vi skulle jobbe på en gård, men det viste seg å være et hus med en grønnsakshage. Eierne var kjempehyggelige, og havde et lidt bizart forhold til, hvad som var haardt arbejde og hva man blev staerk af. Dagen startede med morgenmad kl 8, og det varede ca til 9:30. Saa skulle haven vandes og opvasken tages. Derefter var der lidt meget haardt arbejde (fx. at feje gulvet, kloeve braende, lege med hunden, lave muddermix til at bygge hus med). Kl ca 12 var der argentinsk te (mate, noget meget staerk te med mange regler for hvordan det skal drikkes) og kiks til. Det blev vi staerke af. Saa skulle vi varbejde lidt mere, og ca 13:30 kom konen hjem. Hun lavede saa middag og efter det var der siesta til 17. Herefter arbejdede vi 2 timer paa huset, og saa var dagen slut. Vi blev begge lidt rastloese, for vi havde egentlig glaedet os til, at arbejde lidt. Isaer Tora blev meget traet af at feje gulv og vaske op (mens Malte gjorde mande-arbeid).

Huset de byggede skulle primert bygges af matrialer i naerheden. Det bestod af et fletvaerk af tynde pinde, hvor der var gamle vinflasker imellem. Uden paa det, blev der saa klasket en mix af ler, sand og halm. En ret besvaerlig, kedelig og temmelig langsommelig maade at bygge hus paa.

Det var meget hyggeligt, og interessant at komme ind i en argentinsk hverdag, selv om den maaske ikke var saa typisk. Men vi fik da proevet nogle ting som fx. en typisk argentinsk grill-fest (asado) og rigelige maengder mate.



Tora og Laura kliner gjørme på veggen.



 Så gikk turen til Buenos Aires. Det er en hyggelig by, med unntak av all myggen og hundebæsjen. I Buenos Aires har vi:

 sett tango

 hatt piknik i parken

utforsket byen

 

gått på markeder

sett på kunst

spist god mat

og drukket vin. Masse vin!

Nå drar vi snart hjem. Der gleder vi oss til å bli skjemt bort av mødrene våre, og drikke bajere med drengene.



Temanummer: Kaffe

Når man er ute og reiser er jo en stor del av poenget å oppleve den lokale kulturen. Når det gjelder anticuchos, pisco sour, ruiner og folkedans er dette stort sett en underholdende og smertefri affære. Men er du kaffe-avhengig og morratrøtt, og for andre gang på samme dag får servert kaffe uten kaffe, kan fremmede kulturer vise seg fra en mindre attraktiv side.

I begynnelsen var dette en kilde til stor frustrasjon. Spesielt Peru, som eksporterer kaffe, burde jo vite hva det er og hvordan det tilberedes, men vi blei skuffa og irriterte gang på gang. Etter ei stund minka heldigvis kaffe-avhengigheten, og vi klarte til slutt å se det morsomme i situasjonen.

Det mest spennende var at selv om de brukte internationalt kjente kaffe-navn, avvek de fleste fra den europeiske versjonen av drikken, og lagde heller sin egen versjon. Det varierte fra by til by hva en cortado var, men det var tydelig at man innad i hver by hadde kommet til en enighet om hvordan de forskjellige kaffedrikkene skulle tilberedes.

Her kommer derfor en kulturstudie fra Peru og Bolivia, om temaet kaffe. Vi vil presisere at dette kun er et lite utvalg, og at bildene ikke alltid klarer å formidle den av og til elendige smaken. Dette er noe man må oppleve selv.

Malte: Cafe con leche, por favor.
Servitøren: Leche con cafe?
Malte: No no, cafe con leche
Servitøren: Leche con cafe?
Malte: Uhh... Si?

Og melk med kaffe fikk vi. Hun var i det minste hyggelig nok til  å advare oss. 

Varmt vann i koppen, kaldt utvanna kaffe-ekstrakt med sukker i mugga.
Typist nord-øst Peru. 

Varm melk i koppen, pulverkaffe i daasen. Fint nok egentlig, for da kan man selv
ha oppi nok kaffepulver til at det smaker kaffe. Det gjorde den sjelden ellers.
Noen ganger fikk vi bare melk, og maatte spoerre etter pulverkaffen, selv om det
var cafe con leche vi hadde bestilt. 

Sør-Amerikansk cappuchino. Kommer alltid i høyt glass, og er alltd tre-delt.

Er den sånn i Skandinavia også? Jeg har aldri sett en cappuchino i glass jeg.

Kjenner vi noen som er hipster nok til å vite svaret?

I Copacabana, Bolivia, er Cortadoen to-delt, (en kopp varm melk
og en kopp ordentlig kaffe!) og inneholder mer melk enn en gjennomsnittlig
kaffe latte. Dette kjentok seg på 9 av 10 kafeer.Vi syntes det var en god ordning,
for man kan lage den passe sterk selv, og drikke resten av melka til dessert.  

I La Paz var alle kafeene skjønt enige om at det var

høyden på skummet som var det avgjørende. 

Ahh, Argentina!
Her har vi enda ikke fått dårlig kaffe. Vi får riktignok ikke alltid
det vi bestiller, men så lenge kaffen er god er alle glade!
Her kommer kaffen dessuten alltid med et lite shotglass med
farris (danskvand), og en sjokolade eller en shot appelsinjuice. 

Temanummer: Hår

Dette blogginnlegget skal handle om hår. Kort hår, langt hår, vårt hår, andres hår.

Vi kan starte med de andre.
Her i Argentina har de en morsom hårmote. Mens resten av verden en gang tidlig på nittitallet fant ut at nok fikk være nok, holt Argentinerne stand. Her, i Argentinas gater, lever hockeysveisen (svenskehåret) og rottehalen i beste velgående, lykkelig uvitende om at deres glansdager egentlig er forbi. Og her er det ikke snakk om en diskret McGyver-hockey, men lange flagrende saker, ofte kombinert med sidecut, som gir en frekk 3-trinns-look: kort paa sidene, middels langt paa toppen, og langt bak. Kreativiteten og mulighetene er uendelige, og opplevelsene står i kø.

Så var det Tora.
Jeg har lenge hatt lyst til aa klippe håret kort, og etter få uker i Huanchaco, der håret mitt på grunn av luftfuktigheten mer og mer lignet håret til Eli Hagen (se eksempelbilde her), begynte jeg mitt hår-eksperiment.
Foerste steg var selv-klipp med sysaksa. Det blei ikke veldig pent, saa noen uker senere, i Cajamarca, gikk jeg til frisoeren. Jeg tok mot til meg og ba om kort haar, og for 10 kr fikk jeg en helt fin haarklipp, om enn ikke saerlig kort. Her burde jeg nok stoppet. Men har man foerst bestemt seg for å klippe seg kort, er det jo litt kjipt å mislykkes. Så noen uker senere, mens Malte var syk og jeg kjedet meg i Salta, bestemte jeg meg for å gjoere et nytt forsoek.
Jeg hadde, med god hjelp fra en veldig skeptisk Malte, sett for meg uendelig mange skrekkscenarioer. Men ingen av dem hadde forbredt meg på det jeg nå skulle oppleve.
Jeg var fullt klar over farene ved aa klippe seg kort hos en spansktalene frisoer, saa jeg tok meg god tid til aa forklare hva det var jeg ville ha. Foerst verbalt, men da jeg skjoente at spansken min ikke strakk til, gikk jeg over til aa bla i frisoer-blader og pekte paa de bildene som ligna mest. Frisoeren nikka og smilte, men jeg tror ikke han kan ha vaert helt enig i frisyre-smaken min, så han tok saken i egne hender. Jeg tror virkelig han proevde aa gjoere meg en tjeneste, aa gi meg en frisyre som han syntes var finere enn den jeg ba om.
Men herregud saa stygg jeg blei.

Klipp nr 1.

Klipp nr 2.

FRISOEREN FRA HELVETTE!

Det blei ikke helt vellykka, blei det vel?

Så var det Malte.

Skal man først skille seg av med sine lange pølser, skal det også være en verdig avslutning, og valget falt på en vakker, øde dal i de Patagoniske Andesfjellene.

Vi var begge ganske nervøse, delvis pga mitt skrekk-eksempel, og delvis fordi det ville ta over 5 år å gro dem ut igjen, hvis han ombestemte seg.  Igjen var vaart eneste redskap ei sysaks i miniatyr, der handtakene hele tia falt av, og saksa konstant boyde seg. Men etter 2 timer og 20 minutter hadde vi klipt av alle dreadsene, og kamma ut flokene, og Malte ligna paa en litt langhaara versjon av Bjarne Betjent (se eksempelbilde her). Inne i dreadsene fant vi enorme mengder doede hudceller, konfetti fra nyttaarsaften i Cusco, og rosa glitter fra sommerens Nakke-festival. 

En hudcelle, to hudceller, tre hudceller, fire hudceller, fem hudceller, seks hudceller,
sju hudceller, aatte hudceller, ni  hudceller, ti hudceller.....  5473  hudceller....  Æsj! 

Kæk fyr 23

Dette ser kanskje lovende ut, men da håres tørket viste det seg
at Malte fortsatt har samme hårkvalitet som da han var 12,
og med så langt hår blei det en frekk, gigantisk afro.

Naa vandrer vi gaatene i Buenos Aires med kort haar. Vi svetter ikke i nakken,
vi sparer tid i dusjen og vi har ikke blitt tilbudt hasj en eneste gang siden vi
kom hit. Men det blir kanskje lettere å smugle med vin hjem?

Om et par ture i Patagonien

For ikke at gaa helt til af rastloeshed mens Tora kom sig over strabadserne fra sidste tur, pakkede jeg saekken igen og for op i bjergene paa en lille tre-dages tur. Den eneste rute som var passende kort, og sikker nok at gaa alene, var en af Argentinas mest populaere ture. Og da det var en forlaenget weekend i landet, var der nok folk med bussen og paa stien.
Vejret artede sig fint, med et par forfriskende byger, og jeg kom til foerste stop Refugio Frey efter 3 timers vandring. Refugioet ligger ganske udsat for faldvinde fra alt andet end oest, og der var en kraftig vestlig vind den eftermiddag. Teltpladserne var ganske smaa, og jorden var fuld af sten. Teltet blev derfor slaaet ganske daarligt op, og udsat for en grundig test. I loebet af aftenen blaeste det op til noget naer stiv kuling i stoedende, med helt vindstille ind i mellem. Den slappe telt dug blafrede ganske voldsomt, saa det blev ikke til megen soevn den nat. Flere folk havde vaerre problemer end mig, og maatte soege ly i hytten som vist blev ganske fuld.

 

En film fra da det ikke blaeste mest

Naeste morgen var vejret flot omend stadig blaesende. Inden jeg skulle gaa faldt jeg i snak med en australsk gut som hed Luke og som jeg fulgtes med resten af turen. Han var en fin og vittig fyr, saa det gjorde turen noget mere underholdende.
Vi fik gaaet de mange gange op og ned paa 5 timer (ham Luke gik i kondi sko(joggesko), saa det tog ganske lang tid at komme igennem myren), og fik slaaet telt op ved naeste refugio lige inden regnen kom. Helt perfekt. Saa regnede det ellers ganske grundigt i over 24 timer.

Luke

Laguna Schmoll

Morgenen efter haabede vi laenge paa at regnen skulle stoppe, og kom ikke afsted foer over 12. Luke fandt sig en ven mere paa refugiet, en amerikansk pige som vi gik med ned. Hun havde naesten ingen vaegt paa ryggen, saa vi fik god fart paa naar hun var foran. Men det var fint, for vi var alle gennembloedte og ville gerne hjem. Isen og chokoladen i Bariloche trak haardt.
Saa efter fem timer paa benen fandt vi en bus tilbage til Bariloche.

Det var sykt mye vann i elva, paa grunn av alt regnet!

Vi har tegnet vores Bariloche gaa ture paa kortet.
Klik paa det, da bliver det stort og fint og man kan se hvad som sker.
Den blaa linie er tur et, den roede er den Malte gik alene
og den sorte er tur tre som vi gik sammen

Efter et par dage og mange liter is syntes vi det var tid til at komme op igen. Bariloche er egentlig ikke en specielt spaendende by, men det er et godt sted at restituere. Faa i sig nok karbohydrater, fedt, proteiner og ethanol.
Vi konsulterede os med park kontoret, og valgte en rute som baade skulle vaere godt maerket og med faa op og nedture af hensyn til Toras stadig lidt daarlige knae. De foerste to dage var godt nok de samme som Malte havde gaaet paa sin alene tur, men man kan godt se flotte ting mere end en gang, saa det gik godt.

Vi valgte dog at sove nogle lidt andre steder. Foerste dag, gik vi ikke hele vejen op til det oeverste refugio, men sov i en lille hytte ca. en time under. Det var en lidt speciel hytte som havde brugt en stor sten til halve af taget og den ene vaek.
Om natten blev vi vaekket foerst af en svensker og en amerikaner som var blevet overrasket af moerket, og var usikre paa om de skulle fortsaette og derefter af en mus som proevede at faa fat i vores mad. Vi havde heldigvis vaeret kloge nok til at putte det i en saek og haenge det ned fra loftet. Gnavere her, er kendt for at have en virus som hedder hantavirus og den spreder sig via deres urin, spyt og affoering. Derfor maa man smide alt mad ud som gnavere har vaeret i naerheden af, og det jo lidt trist naar man er paa fjeldet.

Vores hus for natten. Ganske fint byg

Vi vaagnede friske og veloplagte paa et fornuftigt tidspunkt, spiste havregroeden, drak kaffen, fattede saekken og fortsatte op af mod Refugio Frey og Cerro Catedral. Det var super flot vejr, og vi noed turen hele vejen til toppen. Herfra maatte vi gaa ned en lang stejl bjergside, som mest bestod af grus. Efter en stund fik Tora ondt i sit knae, saa Malte maatte tag hendes baggaje og vi besluttede os for at halvere dagsmarchen. Naeste trin var nemlig 600m op og 500m ned. Men det var helt fint, for vi befandt os i en super fin dal, med godt vejr og god udsigt. Vi fandt et flot sted at pirat campe, lidt fra stien og ved en flod. Noget maate vi faa tiden til at gaa med, saa efter lang tids taenkning besluttede Malte sig for at lade de gyldne har-poelser falde. Det var en lang tre timers process som Tora insistere paa at beskrive noeje i et senere blog-indleg der skal handle om haar.
Vi spiste vores dejlige dehydrerede natriumglutamat-spaekkede aftensmaaltid og lagde os til at sove for at vaagne tidligt.

Af faldt det saa

Dag nummer tre tog os foerst hoejt op i flot solskin og en del vind. Paa vejen gav de forrige vandrere os mange gaver, fx. en MP3-afspiller med tilhoerende hoeretelefoner, en lighter, og en del affald som vi pliktskyldigt tog med os. Hereftre var der endnu en lang stejl bakke ned, hvor vi belaert af den forrige dags tur tog det enormt langsomt og med Toras saek paa Maltes ryg.
Vi ankom ca. 12 til Skt. Martin hvor vi skulle registrere at vi var kommet sikkert frem. Her samlede vi ogsaa en brasilliansk dame op, som skulle samme vej som os. Hun havde bare en let saek og gode knae saa hun gik ganske hurtigt, men hun ville alligevel foelges med os. Det var jo hyggeligt. Endnu en gang gik det en del op, gennem et pas og derefter ned i en dal, hvor vi fulgte en flod i lang tid. Stien gikk tvers over hver eneste myr i hele dalen, og siden de var omringet av ugjennomtrengelig bambus-kratt, og vi hverken hadde machete eller hellsaks, blei vi godt våte. Ved fem tiden syntes vi, at vi havde gaaet nok og slog teltet op paa en halvdaarlig plads. Damen havde langt igen, og vi var egentlig lidt nervoese for hende, for der var ikke laenge til moerke og hun havde intet telt. Men hun mente hun skulle klare sig saa det gjorde hun nok.

Vi krydser en flod, og Rissa Stavvandreklub øjner et nyt medlem

Vi havde planlagt en hviledag ind i turen, men solen skinte og der vi laa var der ikke saa fint, saa vi bestemte os for at gaa videre. For enden af dalen laa en super fin sø, hvor vi tog et nødvaendigt bad og spiste frokost (lunsj). Den blev desvaerre forstyrret af en flok hvepse, så den blev ikke så lang og vi skyndte os videre. Herefter gik vi i en skog i lang lang lang tid, uden rigtig at komme nogle vejne. Vi begyndte begge to at blive lidt irreteret, så da regnen kom taenkte vi at nok var nok og vi slog teltet op midt i en bambus-skog.

Neste dag var det ikke så langt å gå siden vi hadde gått så langt dagen før, og vi kom tidlig fram til turens siste, og veldig idylliske, leirplass. Her lå vi på stranda og leste, bada, og laga eplegrøt med epler som vokste på stranda.

Vi liker å legge ut nakenbilder av oss selv. 

Siste dag opprandt med strålende sol, og etter et friskt morgenbad rusla vi avgaarde. Etter kun få timer satt vi atter en gang i parken i Bariloche og stappa magene fulle av is. Kan ikke gå ned i vekt heller vettu. 

Så gikk turen til El Bolson. Her gikk vi gikk ei stund rundt og leita etter sentrum, helt til vi skjønte at vi var i den, og hadde vært der ganske lenge. Vi hadde hørt at det var her alle hippiene i Argentina bodde, og at det var et "craft hunters paradise", og på et vis er det sant: det bor en del hippie-utseende mennesker her, og de liker å lage ting og selge det på markedet. Men om hippie-tettheten er større her enn i andre Argentinske byer er vanskelig å si, og selv om produktene på markedet var handlaga, satte de også rekord i flest stygge ting på ett marked. Men! De solgte også lokalprodusert øl to go, og Sør-Amerikas hittil beste empanadas, så vi klager ikke!

Det virker som om Argentina har organisert seg i tema-byer. Hver by velger seg ett tema, og spesialiserer seg i det. I Mendoza var det vin, i Bariloche var det sjokolade, og her er det øl. Byen er full av "cervezerias", mikrobryggeri/pubber, som har hvert sitt merke lokalprodusert øl. I Peru og Bolivia likte de også å holde orden på sakene, men der sorterte de ting i gater istedenfor. Ville du kjøpe en printer gikk du til printer-gata, ville du ha klær gikk du til klesgata, ville du ha dopapir gikk du til dopapir-gata. Det er sikkert et smart system hvis du kjenner det, men hvis du trenger en lader og ikke veit hvor lader-gata er, ja da er du i trøbbel.

Vi bestemte oss for å gå en tur i El Bolson også, og valget falt på Cerro Hielo Azul (2270 moh), en tre dagers tur. Vi stod op grytidligt, kvart paa seks, for at naa den foerste bus. Damen paa turistkontoret havde nemlig bildt os ind, at turen op skulle tage seks timer. Da vi kom i bussen proevede vi at kommunisere vores bestemmelsessted til buschauffoeren og troede det gik ok. Dem som sad bag os, spurgte hvor vi skulle hen, og bildte os ind at de skulle samme sted hen, og de nok skulle sige naar vi var der. Selvsagt kom vi af helt fejl sted, men vi troede jo det var rigtigt saa vi gik afsted uden at taenke os saa meget om. Efter en time moedte vi en mand, og spurgte om vi var paa ret vej. Han pegede i den komplet modsatte retning og sagde det var der vi skulle hen. Saa maatte vi jo gaa tilbage og fandt da ogsaa den rette vej. Herfra gik det opover og op, naesten hele vejen til Lago Natacion som var maalet. Heldigvis klarede vi den seks timers tur paa tre timer, saa alt gik godt.
Naeste dag skulle vi bestige et bjerg som hedder Hielo Azul. De havde ladet vaere med at markere stien op til toppen, fordi saa var det kun dem med "mountain experience" som tog turen, og der var der mindre der blev vaek. Vi forstod aldrig helt logikken (spesielt siden kartene varierte melom elendige og ubrukelige), men det er der meget af paa det her kontinent. I begynnelsen slo desverre vår "monutain experience" litt feil, vi måtte som vanlig kravle gjennom masse buskass, og Tora klatra seg fast i en fjellvegg og begynte å grine (græde) fordi hun ikke klarte å komme seg ned. Etter det gikk det bedre, turen op var smadder flot, med udsigt over mange snedaekte toppe, og saa maatte vi gaa over en gletcher (isbre) paa et tidspunkt. Helt fantastisk tur!

Ung-medlemmet i Rissa stavgængerforening viser flot form og teknik

Vi gad ikke gaa ned den fine gletcher, saa vi kaelkede paa plastposer

Dag 3 gik vi ned igen, kom os til El Bolson og spiste velfortjent is i glohed varme.

Nu skal vi arbejde i en god stund paa en oekologisk gaard nogle timer syd herfor. Vi ved ikke helt saa meget om gaarden, men det blir sikkert spaendende og vi glaeder os!